Har du lyst til at skabe den bedste oplevelse for Vikingespillets gæster? Vil du stå i spidsen for og koordinere mellem en gruppe selvkørende afdelingsledere?
Som koordinator for serviceafdelingerne ved Jels Vikingespil har du ansvar for, at Vikingespillets gæster oplever god service ved parkering og toiletbesøg. Samtidig har du også en samlende rolle internt i forhold til bygningsdrift og -vedligehold samt generelle pedelopgaver både i værksteder og på Friluftsteatret i Jels.
Som servicekoordinator sidder du med ved bestyrelsesbordet og får dermed stor indsigt i Jels Vikingespils samlede forening og forretning.
Servicekoordinatoren har ansvaret for at koordinere mellem forskellige afdelinger, der har hver sin afdelingsleder, som står for det praktiske arbejde. Det er for eksempel parkering, p-guider, pedelteam, bygningsansvarlig og toiletrunde (under forestillingerne).
Det er med andre ord ikke dig, der skal løse opgaverne, men du skal have fingeren på pulsen i forhold til dem og i forhold til afdelingslederne, og kunne se sammenhængen til resten af Jels Vikingespil.
Jels Vikingespil er et af Danmarks største amatør friluftsspil. Jels Vikingespil har 600 frivillige fordelt på i alt 40 afdelinger.
Afdelingerne er delt under 6 koordinatorer, der alle er tilforordnet bestyrelsen. I praksis betyder det, at de deltager i alle bestyrelsens møder, dog uden stemmeret. Vikingespillet opfører hver sommer 17 forestillinger for omtrent 20.000 gæster og har en omsætning på over 6 millioner.