07. september 2026

|

Pressemeddelelse

DI: Erhvervsvenligheden i Vejen er fortsat i toppen

Vejen bliver nummer to i DI’s måling af lokal erhvervsvenlighed. Stærk erhvervsservice danner grundlag for investeringer og nye arbejdspladser, når energiparkerne i Holsted og Revsing realiseres.

DI: Erhvervsvenligheden i Vejen er fortsat i toppen
Af: DI Sydvestjylland | Foto: DI Sydvestjylland

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Vejen har siden 2019 været blandt landets fem mest erhvervsvenlige kommuner. I år bliver kommunen nummer to, hvilket er én placering lavere end sidste års førsteplads. 

Et stort tillykke til Vejen Kommune med en rigtigt flot placering. En andenplads er et fremragende resultat. Vejen viser, hvor langt man kan nå med korte beslutningsveje, stærk service og et tæt samarbejde mellem kommune og erhvervsliv. Det er også noget vi oplever som lokal virksomhed her i Vejen, siger Carsten Jespersen, bestyrelsesleder i DI Sydvestjylland og administrerende direktør i KE Fibertec. 

Erhvervsservice i særklasse 

Kommunal administration er en klar styrke med en fjerdeplads, viser virksomhedernes vurdering i DI-undersøgelsen. Virksomhederne placerer Vejen som nummer to på hurtig og kompetent byggesagsbehandling og nummer tre på digitale erhvervsservices. Kommunens formidling af vigtig information får en femteplads. 

Undersøgelsen viser dog en bevægelse, der kræver opmærksomhed: Vejen går tilbage i alle fire hovedkategorier. Når det gælder virksomhedernes vurdering af tilfredshed og dialog falder kommunen fra en placering som nummer et til nummer seks, mens dialogen mellem erhvervslivet og kommunen går fra nummer tre til ti. 

Fra grøn energi til lokal vækst 

Vejen er inde i en positiv, grøn erhvervsudvikling med Energipark Holsted, som i år er blevet statsligt udpeget, og Everfuel arbejder på et Power-to-X-anlæg i Energipark Revsing. 

Vejen ligger samtidig nummer fire på bæredygtig transport og nummer syv på kommunens indsats for at gøre det lettere at drive virksomhed klimavenligt. 

Energiparkerne kan blive Vejens næste erhvervseventyr. Det skal blive meget spændende at følge. Men det kræver også et fortsat stærkt fokus fra kommunens side og det kræver en stærk dialog, som vi i erhvervslivet også tager et ansvar for, siger Carsten Jespersen. 

Arbejdskraften skal følge med 

Vejen er nummer otte inden for uddannelse og arbejdskraft. Kommunens indsats for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse vurderes af erhvervslivet til en plads som nummer tre, mens indsatsen for internationale medarbejdere er nummer otte. 

Bag topplaceringerne gemmer sig en vigtig udfordring. Vurderingen af indsatsen for kvalificeret arbejdskraft falder fra en placering som nummer fire til en 17. plads. Samtidig er knap halvdelen af studenterne fortsat ufaglærte 27 måneder efter studentereksamen mod godt en tredjedel sidste år. 

Kommunens nye vækststrategi for 2026-2030 har grøn vækst, erhvervsservice og kvalificeret arbejdskraft som centrale mål. Årets resultat giver et stærkt udgangspunkt – og en klar dagsorden. 

Fakta om lokal erhvervsvenlighed 2026

  • DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2026, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 17. år i træk DI foretager en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed. 

  • 7.789  virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen. 

  • Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Resultaterne er opdelt i fire temaer, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set. Hver kategori vægter 25 procent. 

  • 91 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De syv kommuner Dragør, Fanø, Langeland, Læsø, Samsø, Vallensbæk og Ærø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner. 

Nøgleord
Erhverv
Event Information